Klassifikation til "Dyrene på din strand"
Del

Intro til klassifikation:

Som en lille introduktion til klassifikation og gruppeinddeling skal eleverne deltage i en øvelse, hvor de undersøger forskellige måder at inddele ting på. Eleverne bør arbejde i mindre grupper på 2-3 elever i hver gruppe og begynde med at finde 10 naturting.

Når eleverne har fundet deres 10 ting, skal de finde en måde at inddele dem i grupper på. De kan frit vælge kriterierne for inddelingen. Når alle grupper har klassificeret deres fund, kan I gå rundt og se på de forskellige inddelinger. Spørg elever, der ikke har lavet den specifikke inddeling, I ser på: "Kan nogen, der ikke har lavet denne inddeling, gætte hvad grupperne er inddelt efter?" Tip: Undlad at lade gruppen forklare deres inddeling, så øvelsen fortsætter og eleverne forbliver nysgerrige og får flere idéer til nye inddelinger baseret på deres egne antagelser om kategorierne.

Når I har været hele vejen rundt og set alles inddelinger, skal grupperne nu gå tilbage og inddele deres ting på en helt ny måde. Denne øvelse viser eleverne, at der kan være flere måder at kategorisere ting på.

Klassifikation af dyr:

Klassifikation er en måde at holde de forskellige organismer adskilt på. Tidligere var klassifikationen primært baseret på organismernes udseende, kendt som dyrets fysiologiske karakteristika. I dag anvendes genetik, især DNA-sekvensering, til at bestemme, hvor beslægtede forskellige organismer er.

Print øvelsesarkene med dyr ud (enten med eller uden dyrenavne) og klip dem ud. Hvis I har en samling af udstoppede dyr på skolen, kan I bruge den som supplement eller erstatning.

I kan enten diskutere dyrene i plenum eller lade eleverne opdele sig i grupper. Eleverne skal nu identificere karakteristika for deres dyr og skrive dem på bagsiden af hvert kort. Hvis kortene er laminerede, kan en sprittusch bruges, så de kan genbruges.

For eksempel en zebra:

  • 4 ben
  • 1 hale
  • Striber
  • Sort og hvid

Når alle dyrene er blevet beskrevet, skal eleverne nu inddele dyrene i grupper baseret på deres karakteristika. Vend kortene, så I kun kan se beskrivelserne, og lav grupper med dyr, der har lignende karakteristika. Eleverne kan selv vælge, hvilke kendetegn de synes er vigtige. De skal blot kunne forklare, hvorfor de laver de grupper, som de gør. Gennemgå derefter, hvordan dyrene er blevet inddelt.

Prøv nu at dele dyrene ind i de kendte dyregrupper: Pattedyr, Fugle, Krybdyr, Padder, Fisk, Insekter...

Spørg eleverne: "Hvilken forskel er der på jeres klassifikationer og de 'rigtige' klassifikationer baseret på DNA, og hvorfor tror I, der er de forskelle, I kan få øje på?

Øvelse 1:

Klassifikation:

Del denne side

Kontakt

Morsø Kommune
Jernbanevej 7
7900

E: tmkr@morsoe.dk

Copyright © OPHAV LIMFJORD 2022