Tang kan samles hele året, også i sensommeren, hvor vandet er varmt. Her er tangen også stor efter en hel sommers vækst.
Der er ikke noget giftigt tang i Danmark, men der er tangarter, som man ikke spiser. De mest almindelige arter til spisning er blæretang, savtang, sukkertang, søl og søsalat. For tangarter som blæretang vil det være de lyse spidser, der er bedst at spise. Der findes en del forskellige tangarter i Limfjorden, og forskellige områder vil have en stor variation.
I Limfjorden findes den invasive art, sargassotang. Den bør ikke spises grundet et højt indhold af arsen.
Hvis børnene skal være med til at samle tang, er det vigtigt at holde øje med vandstanden, da en forhøjet vandstand kan gøre det svært for korte arme at nå.
Når I samler tang til spisning, skal det altid være frisk tang, som sidder fast på bunden. Det sikrer den bedste kvalitet af tang. Spis aldrig tang, der er skyllet op på stranden.
Løsrevet tang kan dog bruges til andre øvelser.